-
Bang & Olufsen har hævet priserne markant, men taber stadig penge
Source: BDK Finans / 03 Jul 2025 05:16:14 America/Los_Angeles
I år er det 100 år siden, ingeniører Peter Bang og Svend Olufsen i Struer lagde grundstenen til virksomheden B&O. Siden er virksomheden blevet ikoniseret som producent af eksklusive højttalere, fjernsyn og hovedtelefoner – men de seneste år har selskabet kæmpet for at tjene penge. Og det seneste regnskabsår, der er offentliggjort torsdag, er ingen undtagelse. Omsætningen hos B&O faldt med 1,4 procent og endte på knap 2,6 milliarder kroner. Det er tredje år i træk, at virksomheden må se salget skrumpe. Også bundlinjen er slået tilbage, og selskabet ender efter skat med et minus på 29 millioner kroner. Før skat lyder årets resultat på to millioner kroner. Et ikke prangende resultat, der dog er »i tråd med virksomhedens planer og på niveau med forventningerne for året«, lyder det i regnskabet. Selskabet beskriver dog selv året som et såkaldt transitionsår, hvor der arbejdes på at ruste virksomheden til de kommende år. Der er blandt andet rejst nye penge i november 2024, hvor B&O gennemførte en kapitaludvidelse og rejste 217 millioner kroner. I indeværende regnskabsår forventes omsætningen derfor igen at vokse med mellem en og otte procent. For at nå i mål med den ambition er det særlig på det kinesiske marked, at forretningen skal vokse, fremgår det. Selvom geopolitisk og makroøkonomisk usikkerhed fortsat kan ramme virksomheden, lyder det. »Vi er fortsat opmærksomme på uforudsigeligheder i markedet, og er samtidig begejstrede og ser med stor tiltro mod fejringen af Bang & Olufsens 100-års jubilæum senere på året. For at markere denne milepæl, vil vi ære vores arv og forme vejen frem, når vi træder ind i B&O’s næste århundrede i spidsen for luksus lydoplevelser,« udtaler B&Os topchef, Kristian Teär, i en pressemeddelelse. Har hævet priser Det seneste halve år har B&O ad flere omgange hævet priserne på en række af virksomhedens produkter. Særligt på det amerikanske marked. For virksomheden ønsker at gøre sig gældende som værende et endnu mere eksklusivt varemærke. Et eksempel er – ifølge Børsen – at et af virksomhedens flagskibe, højttalersættet Beolab 90, steget fra at koste 500.000 kroner ved lanceringen i 2015 til nu at koste over en million kroner. »Med hensyn til prissætning blev der gennemført prisstigninger på udvalgte produkter i januar 2025. Yderligere prisstigninger blev gennemført i maj 2025 og senest i juni 2025 specifikt for det amerikanske marked som reaktion på normale prisjusteringer og nylige toldmeddelelser,« skriver B&O i regnskabet. I april fortalte selskabets finansdirektør, Nikolaj Wendelbo, at handelskrigen bekymrede Bang & Olufsen, og at det er medvirkende årsag til prisforhøjelserne. »Vores leverandører og producenter kommer også til at bære en del af byrden. Det samme gør vores salgspartnere i USA. Der vil være flere parter, som skal være med til at dække den her regning. Vi har ikke tænkt, at den ender hos B&O alene, men at hele værdikæden skal bære omkostningerne,« lød det. https://www.berlingske.dk/virksomheder/bang-olufsen-har-haevet-priserne-markant-men-taber-stadig-penge